Chile. At skrive en roman - part 1.
Det var en varm sommer i 2016. Verden brændte, præcis som den brænder i de her år.
Jeg havde fragtet en kuffert fuld af gamle avisartikler, historiske dokumenter og gamle etnografiske bøger til mit sædvanlige skrivehi i Jylland, hvor jeg nu sad og forsøgte at få noget til at ske.
En trang til, i romanform, at beskrive civilisationshistorien som et traume, som vi fortsat er bundet af, som et absurd-teater, hvor ting hænger sammen på måder, vi ikke er i stand til at se.
I Congo finder man ofte Fetisjer, der er fuldstændig spækket med Jærnsøm. Med dem gaard det saaledes til, at hvis der er begaaet en forseelse, maa hver af de mistænkte slaa et søm ind i Figuren. Er man uskyldig, kan man gøre det uden Frygt; men drister en Forbryder sig til at volde Guddommen smærte, skal den nok vide at ramme Ham.
Fra Naturmennesker, bind 1-II.
Jeg var selvfølgelig ikke klar over, hvordan det konkret skulle se ud, men kredsede om historien. Videnskaberne. Fremdskridtstankegangen. Indekseringen. Traumerne, smerten. Den store verdenssmerte. Andre forfattere smertesskrift, et oprør. At være i eksil. Inde, ude. Skjult. De tavse skrig. Jeg angreb det fra alle vinkler. Alle spor var gyldige.
Men selvfølgelig måtte jeg ud af værelset. Væk fra skrivebordet. En dokumentarfilm bragte mig til Chile.
Jeg blev hentet en sen eftermiddag på busstationen i Puerto Natales af Alvaro og hans voksne søn, Bastian. I bilen faldt samtalen på mit ærinde og begejstret fortalte sønnen om en fantastisk dokumentarfilm jeg MÅTTE se. I deres stue satte han filmen på. Den samme film, som havde bragt mig til landet.
Bastian selv havde været i militærtjeneste på Dawson Island.
”Vandet er så koldt, at man bliver syg af at drikke det”, fortalte han. Jeg selv havde netop læst om Dawson, fordi det var dér de katolske præster i sin tid havde missioner, hvortil de oprindelige indbyggere i landet søgte tilflugt, mens deres land blev koloniseret i en sidste bølge. Her døde de i hobetal af de sygdomme, der blev bragt med via det tøj, de fik på. Det var også på Dawson, at politiske fanger blev tortureret under Pinochet.
“Et koldt sted med en lang og ubehagelig historie”, sagde Bastian.
Om aftenen spiste vi grillet lam og drak øl hos Alvaros søster, der var leder af byens tekniske skole. Vi sad ude i havehuset, med billeder af Che Guevarra og Pablo Neruda på væggene.
”I love them - they are my lovers” sagde hun. Hendes hat sad ned i panden, og hendes blik var fast og lidt gådefuldt. Jeg havde svært ved, at få øjnene fra hende.
Senere taler vi om maputche. Alvaros nye kone, Nancy stammede fra dette oprindelige folk, der fortsat kæmper med (og mod) fortidens kolonisering af deres land. Jeg tænker stadig på om Alvaros datter nogensinde kom til Irland, som hun drømte om?
En rejse består af møder og af øjeblikke. Alting hele tiden sitrende, opmærksomt. Der er de gode møder, der fylder det meste, og så er der “generalen”, der bor langt, langt ude på landet i det smukkeste område, i det smukkeste hus.
“I like white woman. I like you!” Hans forsøg på at gribe min hånd og holde den fast. Måden han insisterende holder øje med mig fra hængekøjen. Efter to nætter, der skulle have været fem, siger jeg, at mine planer har ændret sig. Jeg beder ham kører mig ind til byen. Han er uvillig. “Jeg kunne jo også lade være”. På vej i høj fart i hans fars bil (et kapitel for sig) taler han henført om Pinochet.
Senere i Santiago de Chile med dens millioner af indbyggere, antifascistisk graffiti, en ældre mand indleder en snak og advarer mig mod byen, hvor floden er så beskidt, at den ligner tynd afføring. Jeg overnatter hos Darwin, der er opkaldt efter fødselslægen, som hans mor forelskede sig i og det er ikke til at fatte, hvor underligt det er. Darwins evolutionsteori, der begyndte med hans opdagelsesrejse ombord på skibet “The Beagle”, der sejlede syd om Chile, hvor kaptajenen en dag samlede en indfødt dreng om, som senere blev kendt under navnet Jeremy Botton - en af hovedpersonerne i den dokumentar, der sendte mig afsted, og som Bastian satte på, da jeg ankom til deres hus. Nu afsluttes min rejse så hos Darwin, der bor på 15.ende etage, er uddannet ingeniør, men kører sporvogn, “fordi lønnen er bedre”. Alting er forbundet.
Jeg bladrer i min notesbog fra dengang. Fra en informationstavle fra de salecianske brødres museum i Punta Arena har jeg noteret:
”Fremskridtet hviler på den hvide mands skulder. Med vid, aggression, akkuratesse og dedikation.”
Filmdokumentaristen Patricio Guzman har beskrevet forbindelsen mellem kolonisering og udryddelsen af de oprindelige indbyggere og Pinochets diktatur i de to filmmesterværker Lysets nostalgi og Perlemorsknappen.
En liste med musikere og digtere jeg fik af Alvaro:
Los Tres. Los Jaires. Inti illimeni. Illapu. Violeta Parra. Victor Jara.
Nicanor Parra (Antipoeta, oversat til dansk). Pewrota Chingo. La raqua.
Yo le Pasio.Den læsende bogklub. Tre torsdage, hvor romanen læses, diskuteres og der skrives på baggrund af de temaer der dukker op.
