Oprør mod VIRKELIGHEDEN

- en invitation til dig.

Jeg rydder op og på bunden af en kasse fandt jeg en gammel avisartikel, der beskriver koncert-eksperimentet Spermophagia/LUCY BLOOM, som jeg var en del af i 2017-18.
Det er en af den slags ironiske, slap-in-your-face-tekster, som udstiller kunstnerne som en gruppe klovne.

… En nyfortolkning af begrebet LÆSER finder sted…

…Det er nok nødvendigt at være til stede for at finde hoved og hale i, hvad pokker der kommer til at foregå.

…Der er sjældent set så stor liste af inspiration og udgangspunkter til en optræden.

…Teksterne skulle efter sigende “afsøge relationer og hierakier”…

… men prøv det af, der er garanteret aldrig set lignende i netop denne udgave.

Spermophagia/LUCY BLOOM 2017 © SKM

At tage magten tilbage
Jeg spekulerede over det hele vejen til mit kontor på før-øen.
Jeg spekulerede på min venlige del, der ønsker, at folk skal være MED.
Min aversion mod eksklusionen, der ofte er subtil og som i nogle miljøer endda giver sig ud for at være inklusion, men fortsat dækker over de “rigtige” og de “forkerte”. Flokdyret i os alle der holder af det genkendelige og navigerer efter det.

Jeg er ikke en del af en gruppe, jeg arbejder helst på tværs af kunstarter.
Til enhver udgivelsesreception, er det mig der går først, lettet over at slippe væk.
Jeg vil hellere give folk en fælles oplevelse end tale om mig selv fra en scene.
Jeg kan lade som om. Alternativet er at blive væk.

Selvfølgelig kunne jeg påstå, at det er et bevidst valg, et udtryk for mit mani(anti)-fest i verden. Sige, at jeg er inspireret af dadaister og surrealister, som virkelig også er de eneste, der kan spejle min tilgang. Af og til har man virkelig brug for ikke at føle sig som en komplet idiot, der altid sejler i det prøvende, forsøgsvise, ukendte.

Men der er en langt mere simpel forklaring på min modstand:

VIRKELIGHEDEN.

Forvisningen til en meget lille celle, hvor der står et enkelt bord. Bordet udgør virkeligheden. Eller er det væggene? Der er ikke noget vindue. Altså ingen udsigt. Men der er den dør, jeg kom ind af. Mit teenage-selv påpeger den kendsgerning.
”Jamen… jeg er jo lige kommet gennem den dør og derude…”. Det hjælper ikke. Døren smækkes og låses.
Jeg vender bordet på hovedet, men det er fortsat et bord. Nu blot på hovedet. VIRKELIGHEDEN på hovedet. Nej. Det hjælper ingenting.

Jeg har altså en indbygget aversion mod VIRKELIGHEDEN.
Når jeg skriver kan jeg tage magten tilbage. Jeg kan vise, at virkeligheden, som vi kender den, er en illusion. At virkeligheden er mere elastisk. Større.
Skriften er at åbne døren.

Hvis jeg har et mani(anti)fest, så skal det være dette: “DØREN ER ÅBEN”.

”Klokken er 6.92. Det banker på døren. Swiidt åbner selvfølgelig ikke. Han er travlt optaget af at læse og vil ikke forstyrres. Han vender en side i bogen. Det er en bog på næsten sekshundrede sider. Omslaget har et stort brunt mærke fra en eller anden væske, der engang er blevet spildt, og vise steder ser det ud, som om tiden har ætset sin syre gennem omsalget, men er stoppet lige indenfor. Han ønsker at trække læsningen i langdrag. Side 32 og 33 er klistret sammen og han bruger lang tid på forsigtigt at skille dem ad, så de ikke går i stykker.
Nu går han ned mod Pont des Arts i Paris. Han har sine sædvanlige solide læderstøvler på, der er snøret stramt. Han løfter blikket fra bogen og ser ned på støvlerne. De føles for store, for malplacerede, og han bøjer sig og snører dem op og lader dem dumpe tungt ud over sengekanten, ned på gulvet.
Han læser videre.”

- Uddrag fra Uskyldens kronologi, roman.

• Vil du være med i Den skrivende bogklub den 29.maj kl 17-19.30 i Frankrigsgade på Amager, hvor vi med afsæt i Uskyldens kronologi åbner døren til samtaler og skrift, så er der fortsat et par ledige pladser. Tilmeldg dig her.