Working with Johanne
In the making of a graphic novel
Må jeg præsentere Johanne, tegner, fåreopdrætter, fugleentusiast og sønderjyde og helt eminent til at fortælle historier visuelt og skabe karaktérer der lever og ånder.

Det tog halvandet år, at finde den rigtige tegner til Lille-Phi og Snegl, der udsprang af en lidt fjollet tegneudfordring, jeg gav mig selv tilbage i 2022. Pludselig sad en lille pige og svang med benene og jeg kunne ikke rigtig slippe hende igen.
I 2024 skrev jeg derfor manuskriptet til Lille-Phi og Snegl. Fortællingen om den ti-årige pige Phi, der bor med sine ikke-eksisterende spøgelsesforældre langt ude på landet, men tvinges på flugt og ender langt ude i en skov, hvor hun møder Snegl.
Historien er inspireret af min egen barndom, men som det altid på min side af arbejdsbordet, så synes jeg sjældent, at “virkeligheden” og “realiteterne” er spændende som andet end en startmotor, der kan lede til noget helt nyt. Men grundlæggende blev jeg optaget af at skabe en hjemløs karaktér, som kunne udfolde en historie om længslen efter en “rigtig” familie. Det skal selvfølgelig vise sig, at være noget helt andet, end det hun forestiller sig.
At skabe en tegneserie er en årelang proces og jeg har nu lært hvad sideoversigt, thumbnails og pencils dækker over. Nemlig forskellige faser af processen med at oversætte mit manuskript til et visuelt forløb.


Det var nervepirrende, at indlede et samarbejde om noget, jeg har arbejdet så grundigt med og selv har så mange billeder af. Derfor lavede vi en lang indflyvning, som passede med den tid Johanne alligevel arbejdede i Tanzania på et andet tegneprojekt og i løbet af det halve år vi fik talt om egne præferencer (Vi elsker Hayao Miyazaki, tjek), arbejdsmetoder, og selve projektet. Da hun landede i Danmark igen, mødtes vi på en to-dages workcamp og testede de forskellige ideer.




Jeg tror personligt, at det er en meget god indikator på, om samarbejdet kan bære, at man kan grine sammen, at man er parat til at slippe egne ideer til fordel for den andens (bedre) ideer - og især at man giver plads til de faglige diskussioner. Jeg hælder eksempelvis gerne tale ind over alle tegningerne, som det tekstmenneske jeg er, hvilket får Johanne til at blegne (hvilket hun har ret i, men det gør stadig ondt!) , og omvendt, så kender jeg figurerne så godt, at jeg af og til kan præcisere en følelsesmæssig tilstand (hun er ikke vred, hun er bange). Ud af de faglige diskussioner kommer som regel en endnu bedre version af det man sidder med.
Hvor kommer vi fra som kunstnere?
Phi længes i den grad efter en lykkelig familie og da hun drives væk fra sit eget hjem, er det dén drøm hun jagter. “Et barn uden et hjem er ikke et rigtigt barn”, siger hun til Snegl, der modsat Phi ikke er bange for at fare vild og gå på eventyr og som ender med at fører Phi til et vildt og skørt sted, hvor den gamle skolelærer Irve har lavet et paradis for fortabte børn.
Historien handler om et sultent og ensomt barn på flugt, og for at forstå historien måtte vi tale om, hvordan vi hver især er vokset op.
Johanne er eksempelvis vokset op i en stor søskendeflok i trygge rammer på en fårefarm i Sønderjylland. En familie der ikke kunne være længere fra min egen og alligevel opdagede vi, at vi fra hvert vores sted forstår Lille-Phi og måden hun er i verden på. Så når Johanne kommer med julelys i øjnene og fortæller om den der hestehale som kan alt muligt, så hænger det helt sammen med, hvor fri, ufri eller oprørt Phi kan føle sig i forskellige situationer. Eller hvorfor Johanne (ilge så begejstret) fortæller om de gummistøvler, som Phi bærer, fordi hun hurtigt skal kunne komme væk. Phi er et løbende barn, så selvfølgelig går hun ikke i gummisko.
På den måde er alt oppe at vende. Ingen detalje er for lille eller uvigtig i forhold til fortællingen og alle de små betydnings-lag der er i billederne og tegner og forfatter tilfører forskellige lag og aspekter til den samlede proces.
Jeg glæder mig (meget) til at dele vores arbejde med jer i løbet af efteråret 2026, hvor vi også laver en kickstarterkampagne, hvor det er muligt at blive en del af rejsen mod realisering.
LILLE-PHI & SNEGL - ET TEGNESERIEPROJEKT
Medvirkende:
Forfatter: Sofie Kragh-Müller
Tegner Johanne Kjær Svendsen
Musik/soundtrack: Ditte Rønn.
Budget: 416.000 kroner
Rejste midler: 0 kr


